CV på LinkedIn: Lad drømmejobbet finde dig
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 27. september 2024

Sæt fart i din jobsøgning med et CV på LinkedIn

LinkedIn er en af de vigtigste rekrutteringskanaler for danske arbejdsgivere. Derfor er det uden tvivl en god idé både at holde din faglige profil opdateret og dit CV uploadet på platformen. I dette blogindlæg kigger vi nærmere på to måder at uploade dit CV på, så det kan ses af rekrutteringsansvarlige og dit netværk.

Brug LinkedIn i din jobsøgning

LinkedIn har siden 2015 været en af de tre mest populære rekrutteringskanaler i Danmark, hvor de andre to er opslåede stillinger og netværk. Opslåede stillinger har altid haft førstepladsen på listen, men LinkedIn har siden 2020 overhalet netværk og er den næstmest foretrukne rekrutteringskanal blandt danske arbejdsgivere (1). Derfor kan det være en god idé at bruge lidt tid på at udarbejde din LinkedIn-profil og supplere den med et rigtigt CV i op til 3 udgaver.

De 3 steder til dit CV på LinkedIn

Der er tre måder, hvorpå du kan uploade et CV på LinkedIn (2):

  • Til arbejdsgivere på LinkedIn Recruiter. Du kan uploade dit fulde CV under dine jobsøgningsindstillinger, så alle rekrutteringsansvarlige undtagen din nuværende arbejdsgivervirksomhed kan finde og læse det. Dette trin er afgørende vigtigt.
  • Til deling med netværket. Du kan vedhæfte dit CV til din LinkedIn-profil, så dit netværk kan downloade og dele det. Denne CV-version bliver ikke indlæst i LinkedIns CV-database, men arbejdsgivere (inkl. din nuværende arbejdsgiver) kan tilgå den, hvis de allerede ved om dig og er inde på din profil.
  • Til en specifik stilling. Du kan uploade et målrettet CV, når du ansøger om en stilling direkte på platformen. På den måde kan dit CV kun ses af den pågældende arbejdsgiver og ingen andre (3).

Nedenfor gennemgår vi de to første muligheder med CV på LinkedIn. Hvis du vil lave et målrettet CV til en bestemt stilling, kan du med fordel se vores fagspecifikke CV-eksempler med tilhørende skriveguides.

Sådan uploader du et CV til LinkedIn Recruiter

Hvis du vil gøre dit CV synligt og tilgængeligt for arbejdsgivere på LinkedIn, skal du uploade det gennem dine indstillinger for jobansøgninger. Den fil, du uploader her, vil blive indlæst i LinkedIn Recruiter, som er arbejdsgiverversionen af LinkedIn. Derefter kan arbejdsgivere søge på bestemte kvalifikationer, når de leder efter nye ansatte, og dit CV vil blive vist frem, såfremt du har nævnt de samme kvalifikationer.

  1. Klik på ”Job” i menuen øverst
  2. Klik på ”Præferencer”
  3. Klik på ”Mine kvalifikationer” (Data om CV’er og ansøgninger)
  4. Sørg for, at ”Gem data om CVʼer og ansøgninger” er slået til
  5. Klik på ”Upload” under ”Del dit CV med rekrutteringskonsulenter”
  6. Vælg dit CV i PDF-format og upload

Dette CV er vigtigt at uploade, hvis du vil blive fundet af nye arbejdsgivere. Her behøver du ikke bruge tid på at skræddersy dit CV til en bestemt virksomhed – du kan med fordel uploade en generisk udgave af CV’et, der passer til en bred vifte af arbejdsgivere.

Husk at optimere dette CV med de nøgleord, arbejdsgivere bruger i jobannoncer for den stillingstype, du drømmer om. Sørg for at inkludere alle relevante faglige og personlige kompetencer, kvalifikationer, uddannelser samt gode erfaringsbeskrivelser, hvor du nævner flere kompetencer. På den måde øger du dine chancer for at blive fundet af flere arbejdsgivere.

"Den nemmeste måde, hvorpå du kan konvertere din LinkedIn-profil til et pænt og professionelt CV, er at indlæse den i CVwizard."

Sådan uploader du et CV til deling med dit LinkedIn-netværk

Hvis du vil gøre dit CV nemt at dele med netværket, kan du tilføje det til din LinkedIn-profil. Denne metode gør det ikke nemmere for arbejdsgivere og rekrutteringspersonale at finde dig på LinkedIn – det giver bare mulighed for, at dine kollegaer og andre forbindelser kan downloade og dele dit CV.

  1. Gå til din LinkedIn-profil ved at klikke på profilikonet
  2. Klik på ”Tilføj profilsektion” under dit billede og overskrift
  3. Klik på ”Anbefalet”
  4. Klik på ”Tilføj fremhævet”
  5. Klik på plustegnet
  6. Vælg ”Tilføj medie” fra menuen
  7. Upload dit CV i PDF-format
  8. Overvej om du vil tilføje en beskrivelse om filen
  9. Gennemse dine ændringer for at sikre, at alt ser ud, som det skal
  10. Gem ændringerne

Ekspert Tip:

Overvej, hvilke personoplysninger du angiver i den vedhæftede fil, da du ikke kan kontrollere, hvor dette dokument ender henne. Mens LinkedIn og arbejdsgivere bærer ansvaret for behandling af det CV, du uploader under dine jobsøgningsindstillinger, er dine vedhæftede filer dit eget ansvar.

Download et CV fra LinkedIn

Hvis du har udfyldt din profil på LinkedIn og inkluderet alle de sektioner, der normalt indgår i et CV, kan du downloade filen som PDF. Dine CV-oplysninger bliver indsat i en primitiv CV-skabelon, men nogle gange er det bedre end ingenting. Sådan gør du:

  1. Gå til din LinkedIn-profil
  2. Klik på ”Mere” under dit profilbillede og overskrift
  3. Klik på ”Gem som PDF”

Når du kan se layoutet, kan du også se, hvad der mangler, og hvad der kunne gøres bedre. Gå ind og ret din profil for at downloade en pænere version af dit CV, eller overvej at konvertere profilen til et rigtigt CV.

Konvertér din LinkedIn-profil til et professionelt CV

Den nemmeste måde, hvorpå du kan konvertere din LinkedIn-profil til et pænt og professionelt CV, er at indlæse den i CVwizard.

  1. Gå til ”CV” inde på platformen
  2. Vælg ”Importer en LinkedIn-profil”
  3. Indsæt et link til din LinkedIn-profil
  4. Tryk på ”Importer”
  5. Vælg en CV-skabelon, du synes er bedst
  6. Gennemlæs dine CV-sektioner og ret dem til om nødvendigt
  7. Gem og download dit CV som PDF

Ved at konvertere din LinkedIn-profil til et CV kan du gemme flere CV-versioner, der alle sammen matcher det, der står på din LinkedIn. Gem f.eks. en version med færre kontaktoplysninger til vedhæftning på din profil, en anden til upload til LinkedIns CV-database, og en tredje, som du altid redigerer og tilpasser profilteksten på for at få det til at matche forskellige stillinger. Læs vores artikler om CV-skrivning for at finde gode råd om, hvordan du optimerer hver CV-sektion.

Optimer din LinkedIn-profil og CV

LinkedIn har mange indbyggede værktøjer, der hjælper arbejdsgivere med at finde nye ansatte. Rekrutteringsmedarbejdere kan søge efter kandidater med bestemte kvalifikationer, kompetencer, erfaring eller kendskab til bestemte IT-værktøjer. Men for at din drømmearbejdsgiver kan finde dig, skal din profil og CV indeholde de rigtige ord.

For at optimere dit CV kan du starte med at læse jobannoncer for den samme stilling hos flere arbejdsgivere. Notér de arbejdsrelaterede nøgleord, der går igen i teksterne – det kan være uddannelsesnavn, specifik erfaring, kompetencer eller værdier.

Når du laver et CV til LinkedIns CV-database, er det vigtigt at indarbejde alle jobrelevante termer i CV’ets tekst. Overvej at flette dem ind i din profiltekst, beskrivelser af erfaring og sektioner med punktopstillinger. Du behøver ikke gentage de samme ord mange gange, men sørg for at nævne hver kompetence, du har, som også er relevant i den stilling, du drømmer om. På den måde kan arbejdsgivere nemmere finde dig, og du øger dine chancer for at få en ny jobmulighed.

Arbejdsgivere bruger LinkedIn og andre sociale medier til at screene kandidater. Hvis du ansøger om en stilling via andre kanaler end LinkedIn, kan du tilføje webadressen til din LinkedIn-profil i dit CV og vise, at du er forberedt på screening.

På CVwizard kan du indsætte linket direkte i din CV-skabelon. Det færdige CV vil indeholde hele webadressen, hvilket sikrer, at arbejdsgiveren kan tilgå din profil, selv hvis linket ikke virker.

Rediger webadressen til din LinkedIn-profil

Har din LinkedIn-profil en lang og rodet webadresse med tilfældige talkombinationer? Lav den om til en brugervenlig udgave med dit fulde navn.

  1. Gå til din LinkedIn-profil
  2. Klik på blyantikonet ud for ”Offentlig profil og URL” i højre side
  3. Du viderestilles til siden ”Indstillinger for din offentlige profil”
  4. Rediger endelsen på din webadresse under ”Rediger din tilpassede URL” øverst i højre hjørne
  5. Brug bindestreger i stedet for mellemrum, og udskift bogstaverne æ/ä med ae, ø/ö med oe, å med aa, ü med ue og é med e
  6. Gem dine ændringer

Takeaways om CV på LinkedIn

LinkedIn er vokset fra at være et socialt medie for kollegaer til den næststørste rekrutteringskanal i Danmark. Her kan du ansøge om stillinger, uploade dit CV til en stor CV-database og dele det med dit netværk. Arbejdsgiverversionen af platformen, LinkedIn Recruiter, giver arbejdsgivere adgang til CV-databasen samt værktøjer til at finde de bedste kandidater blandt dem, der har udfyldte profiler og CV’er.

Sæt fart i din jobsøgning, og upload dit CV under dine jobsøgningsindstillinger, som er din adgang til LinkedIns CV-database. Denne CV-udgave skal ikke skræddersys til en specifik stilling eller virksomhed, men den bør indeholde nøgleord om kompetencer, som din drømmearbejdsgiver sandsynligvis vil søge på, når de søger nye talenter.

Vedhæft en delbar udgave af dit CV til din LinkedIn-profil. Dette CV vedhæftes som en PDF-fil, der kan downloades og videresendes af alle besøgende på din profil. Det kan være nyttigt, når du aktivt rækker ud til dit netværk og beder om at dele dit CV på deres arbejdsplads, hvis en ny stillingsåbning kommer på tale.

For at sikre, at dit CV på LinkedIn fremstår pænt og professionelt, kan du indlæse din profil i CVwizard og konvertere den til et rigtigt CV. Vælg en passende CV-skabelon, upload det til din LinkedIn, og lad dit drømmejob komme til dig!

Kilder:

(1) Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2023
(2) LinkedIn: Upload dit CV på LinkedIn
(3) LinkedIn: Synlighed og brug af dit uploadede CV

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV