Video-CV » Tips til en god videopræsentation
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 22. april 2024

Sådan laver du et stærkt video-CV

Et video-CV kan være et godt supplement til det traditionelle CV og hjælpe dig med at markedsføre dit CV online. Det er nemt at dele på sociale medier og bedre til at fange opmærksomheden end statiske tekstopslag. I denne guide kigger vi på den gode videopræsentation, der sælger dit CV.

Hvornår kan et video-CV være effektivt?

Et video-CV kan have en større betydning for arbejdssøgende inden for indholdsproduktion og -redigering, reklame, præsentation og andre fag, hvor en visuel portefølje er påkrævet. Men for de fleste er det en måde at formidle sit CV på og skabe opmærksomhed omkring sin faglige profil.

Dit skriftlige CV er afgørende for at få et job, og dit video-CV kan booste din LinkedIn-profil eller bruges til at sprede ordet om dig blandt privatpersoner. Dermed kan et video-CV have større betydning for selvstændige, der rækker ud til potentielle private kunder, end det kan for arbejdssøgende, der sigter efter ansættelse i en virksomhed.

10 trin til et effektivt video-CV

En god profilvideo med et link til dit skriftlige CV og en opfordring til at læse det kan øge chancerne for at lande dit drømmejob. Men hvor skal du starte? 

Se eksempler på video-CV’er

Til at starte med er det en god idé at se nogle eksempler på video-CV’er. Du kan finde dem på YouTube, men vær opmærksom på, at der ligger både gode, dårlige og rigtig dårlige eksempler – også som nummer ét på listen. Se flere eksempler, og overvej, hvad du godt kan lide. Hvis du selv synes, at en bestemt videopræsentation er kedelig eller overdreven, er der en god chance for, at din drømmearbejdsgiver også vil synes det.

Definer din stil

Beslut dig for, hvilken type video-CV du vil lave. Det kan være en optagelse af din elevatortale, en animeret eller grafisk præsentation eller en lille film, der er sammensat af flere scener. Tænk over, om du vil bruge dækbilleder, baggrundsmusik, eller lave en interaktiv video, som arbejdsgiveren kan klikke på for f.eks. at få noget uddybet.

Skriv din elevatortale ned

Den anbefalede længde for et video-CV er et minut, og den gennemsnitlige talehastighed på dansk ligger på ca. 130 ord i minuttet. For at være mere præcis, betragtes taletempoet på 100 ord pr. minut som langsomt, og 160 ord betragtes som meget hurtigt. Skriv derfor en tale på 130 ord, og din lytter vil opleve det som et behageligt tempo, de kan følge. Prøv også at skrive sådan, som du taler, da oplæsning af skriftsprog kan lyde monotont og unaturligt i videoer.

Tip:

Overvej at bruge emojis, når du skriver din tale ned. På den måde vil du blive mindet om at smile, lave håndbevægelser og ansigtsudtryk, når du læser op under videooptagelsen. Du kan også bruge pile og andre tegn for at minde dig selv om at justere din stemmeføring og holde pauser.

Lav et struktureret manuskript

Hvis du overvejer en mere kompliceret videopræsentation med skiftende omgivelser i videoen eller forskellige medieindslag, kan det være en god idé at skrive et manuskript. Del det op i enkelte scener, blokke på 5-10 sekunder eller andre mindre bidder, som du kan filme enkeltvis. På den måde skal du ikke filme hele dit video-CV om igen, hvis du laver en fejl eller vil rette noget.

Overvej din scenografi

Du kan filme dit video-CV i professionelle, neutrale omgivelser eller på skiftende lokationer, der er relevante for det, du taler om. Da du har meget kort tid til din video, kan det være en god idé at holde dig til så få skift som muligt for at fastholde lytterens fokus på det, du siger. Overvej også dit tøjvalg og rekvisitter, som kan hjælpe dig med at styrke din besked. Det kan være udstyr, du bruger i dit arbejde eller noget, der afspejler dine fritidsinteresser og kan ses i baggrunden.

Tal tydeligt og afstem dit kropssprog

Øv dig i at tale klart og tydeligt uden at læse op. Kan du ikke undvære oplæsning, så sørg for, at det, du har skrevet, fremgår i talesprog og kan læses op med varierende stemmeføring, pauser og eventuelle lyde som f.eks. et velvalgt fnis. Overvej, hvordan du kan supplere med kropssprog: Hvor du kan bruge ansigtsudtryk, hånd- og skulderbevægelser, hvornår og hvordan du drejer hovedet, bøjer nakken, kigger op, ned eller på bestemte rekvisitter. Undgå opremsninger i din tale, og hold pauser for at markere emneskift. Det vigtigste er, at din tale lyder naturligt. 

Hold en professionel tone

Når man er ude i video-genren, kan det være svært at navigere i, hvor formel din tone skal være. Det er ikke meningen med et video-CV, at man skal være helt stram, men du bør heller ikke gå over stregen og lyde for hverdagsagtig. Sigt efter en neutral, uformel, men professionel tone, hvor du bruger nogle (men ikke for mange) fyldord, positive ansigtsudtryk og bevægelser, der hænger sammen med det, du taler om. 

Lav flere optagelser

Film hver scene eller blok af dit video-CV ad flere omgange, hvor du eksperimenterer med forskellige sætningskonstruktioner, kropssprog, scenarier eller settings. Overvej at lave flere introduktioner, der retter sig til konkrete arbejdsgivere eller stillinger. Til sidst kan du vælge de bedste udklip og sammensætte sammenhængende videoer.

Rediger dit video-CV

Der findes gratis videoredigeringsprogrammer i smartphones og computere, og nogle gange kan du nøjes med dem. Men hvis du vil bruge dækbilleder, klippe og sammensætte flere filer, justere dit taletempo, mm., får du brug for redigeringssoftware på din computer. Nogle gode bud på gratis software er OpenShot, Shotcut, HitFilm Free, VideoPad, DaVinci Resolve, samt AI-baserede løsninger som Descript. Sidstnævnte kan anbefales, hvis du vil klone din stemme og lade softwaren klare oplæsningen under animationsvideoer eller indhold med statiske billeder. Du kan også fjerne baggrundsstøj, fyldord, unødvendige øh’er og meget mere.

Få feedback

Del dit video-CV med folk, du kender, og få feedback på de enkelte scener i videoen. Derefter kan du udskifte dem med andre udklip eller lave nye optagelser til at erstatte de scener, som dine prøvelyttere har stemt ned.

5 tips til at lave et godt video-CV

Placér kameraet i din øjenhøjde

Kameraets placering handler ikke kun om dit udseende, men om den psykologiske effekt, det har på seeren, når du ser op eller ned på dem i dit video-CV. Placerer du kameraet højere end dit hoved, kan dine opadseende øjne på et helt ubevidst niveau signalere underdanighed, mindre kompetence eller utroværdighed. Kigger du derimod ned på kameraet, kan det udstråle, at du hæver dig over seeren, og virke ubehageligt eller endda truende. Sørg for at placere kameraet på højde med dit hoved, kig lige i linsen, og mød din arbejdsgiver i øjenhøjde.

Sørg for en støjfri lydoptagelse

Selvom dagslys er det bedste under videooptagelse, kan det ikke anbefales, at du filmer dig selv, mens du taler, udendørs. Arbejdsgiveren skal kunne høre, hvad du siger, så du må have kontrol over baggrundsstøj i din video.

Skab den optimale baggrund

Vælg en neutral baggrund med få detaljer. En kridhvid baggrund kan virke kold og monoton, men en svag farve, en bogreol, en plante eller billeder på væggen giver en god, mindre formel oplevelse. Sørg for at skabe en god afstand mellem dig selv og baggrunden, så dit kamera nemt kan stille skarpt på dig.

Strukturér dit video-CV med dækbilleder

Lav statiske billeder, som du kan bruge til at markere skift mellem scener og fokusemner i dit video-CV. Film også nogle ultrakorte videoindslag til dækbilleder, som du kan indsætte de steder, hvor du klipper et længere stykke optagelse ud. Uden dem vil din krop eller ansigt pludseligt hoppe fra en stilling til en anden, hvilket forstyrrer det naturlige flow og fremhæver mangel på færdigheder med videoredigering. Dækbilleder skaber en bedre seeroplevelse med overgangen fra den ene scene til den anden.

Indsæt et banner med dine kontaktoplysninger og et link til dit CV i bunden af dit video-CV. Ved at vise det under hele videoens spilletid gør du det nemt for arbejdsgiveren at kontakte dig, uanset om de har set videoen fra start til slut. Du kan nemt gemme dit CV som PDF i Google Drive, iCloud eller MS OneDrive og generere et link til deling. Sørg for, at du linker fra noget læsevenlig tekst såsom ”Se mit fulde CV her” i stedet for at indsætte en lang og kompliceret URL.

“Sørg for at placere kameraet på højde med dit hoved, kig lige i linsen, og mød din arbejdsgiver i øjenhøjde.”

Øvelse gør mester

I starten kan det være udfordrende at skrive dit manus og få talen i dit video-CV til at flyde naturligt. Men jo flere gange du filmer dig selv og redigerer videoer, desto bedre vil du blive til at gøre det. Husk, at det vigtigste er dit skriftlige CV. Gør dig umage med at udarbejde det først, da video-CV’er, videoansøgninger og profilvideoer blot er måder at formidle dit CV på. Du kan læse mere om CV-skrivning og nemt lave et professionelt CV med en af vores intuitive CV-skabeloner.

Held og lykke med din jobsøgning!

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV